-
Radikal langer ud efter rigmands markante boligkøb på Strandgade – men ekspert kalder opgør »symbolpolitik«
المصدر: BDK Borsnyt / 30 يوليو 2025 23:32:03 America/Los_Angeles
Kristine Ammitzbøll-Bille indleder sit debatindlæg med et eksempel på problemet: Erhvervsmanden Jacob Brunsborg har netop købt en række lejligheder til en samlet værdi af 120 millioner kroner på Strandgade på Christianshavn. Lejlighederne er uden bopælspligt, hvilket ifølge Ekstra Bladet var en betingelse for handlen. Kristine Ammitzbøll-Bille stiller derfor spørgsmålet: Er de købt med det formål, at nogle skal bo i dem, eller skal de blot stå tomme og stige i værdi? Hvis det sidste gør sig gældende, mener Kristine Ammitzbøll-Bille, at det skal stoppes. Hun er kandidat til Borgerrepræsentationen i København og har fået nok af tomme boliger i København. Derfor vil hun have indført bopælspligt for alle helårsboliger i Københavns Kommune, lyder det i debatindlægget. Nu uddyber kandidaten over for Berlingske: »Lige nu har vi en kæmpe boligkrise i København og en kæmpe boligmangel, som gør, at både unge og børnefamilier ikke kan få lov at bo i byen, og der vil en del af de her tomme boliger kunne gøre stor gavn,« siger Kristine Ammitzbøll-Bille. I dag er langt de fleste helårsboliger i København allerede omfattet af bopælspligt. Derfor vil forslaget kun gøre en forskel for omtrent 3.200 boliger, lyder det i et skøn fra Social- og Boligstyrelsen. Risikerer det her forslag ikke at få karakter af symbolpolitik, når det drejer sig om så få boliger? »Nej, overhovedet ikke. Over 3.000 boliger ville betyde, at der vil være mange flere tusinde mennesker, der vil kunne få lov til at bo i København.« Kristine Ammitzbøll-Bille tilføjer dog også, at forslaget om udvidet bopælspligt ikke skal stå alene. »Det her skal være et af mange forslag, men hvorfor ikke bruge de muligheder, vi har, når vi står i en decideret boligkrise?« siger den radikale kandidat. Der er også nogle, der vil mene, at det, Københavns boligmarked har brug for, er mindre regulering, ikke mere. Kan de ikke have ret i det? »Jeg tænker, at det er både-og. Der skal også bygges noget mere, både på almen og på ejer. Og vi skal sørge for, at boliger ikke står tomme. For mig handler det ikke om mere eller mindre regulering, det handler om, at der er nogle politikere, der skal løse en boligkrise i København.« Boligpriser på himmelflugt Baggrunden for forslaget er de hastigt stigende priser i København. De seneste uger har adskillige medier beskrevet en ny analyse fra FinansDanmark, der viser, at SUen langtfra rækker, når de studerende skal finde bolig i København. Derudover er priserne i hovedstaden på en tilsyneladende uendelig himmelflugt. Ifølge Boligredegørelsen fra 2024 fremgår det, at prisen for ejerlejligheder i København er steget med 86 procent på ti år. I Region Hovedstaden er prisen på en gennemsnitlig ejerlejlighed steget med 15 procent det seneste år. Det er derfor intet under, at debatten om boligmangel i hovedstaden allerede fylder i valgkampen til det forestående kommunalvalg i København. Lyder sympatisk, men er det ikke Medlem af Liberal Alliance og debattør Mads Strange kalder Ammitzbøll-Billes forslag for »en omgang symbolpolitisk populisme«, der ikke løser boligmanglen i København. »Jeg synes, det her er et ret godt skoleeksempel på noget, der måske ved første øjekast lyder en lille smule sympatisk, men som i den virkelige verden på ingen måde kan gøre en forskel,« siger Mads Strange. I stedet foreslår han, at der bliver givet flere byggetilladelser, og at det sker hurtigere. At reglen om, at nybyggede lejligheder i gennemsnit mindst skal være 95 kvadratmeter, afskaffes, samt at der tillades flere ejerboliger og ikke almene. For de cirka 3.200 boliger, der i dag er undtaget bopælspligt, udgør mindre end én procent af den samlede boligmasse i København, fremhæver Mads Strange. »Det virker, som om De Radikale prøver at pege fingre ad milliardærer med symbolpolitik, i stedet for rent faktisk at løse problemer med de eksploderende priser ved at tillade noget mere nybyggeri.« Så du anerkender slet ikke, at det kunne være en hjælp, så at sige? Godt nok er det ikke løsningen, men det kunne være en hjælp? »Altså, det gør jeg ikke rigtig nej.« Ekspert: Udvidelse af bopælspligt er uden betydning Curt Liliegreen er direktør i Boligøkonomisk Videncenter og ekspert i boligmarkedet og boligpolitik. Han starter med at slå fast, at det er »vigtigt«, at vi i København har en bopælspligt. »Vi er et lille land, og vi ville kunne blive væltet, hvis der kom mange spekulative udenlandske opkøb, som vi for eksempel har set i Lissabon, hvor russere, kinesere, brasilianere og eksempelvis Madonna har købt lejligheder,« siger Curt Liliegreen. Curt Liliegreen forsikrer dog også om, at København ikke er et lige så oplagt »mål« for udenlandske opkøbere. »Men det er klart, at der kunne komme nogle opkøb, som kunne gøre det vanskeligere for den almindelige dansker at få fast ejendom, og derfor har bopælspligten betydning,« siger Curt Liliegreen. Alligevel mener han ikke, at en udvidelse af bopælspligten vil gøre nogen stor forskel på det københavnske boligmarked. »Det er meget forståeligt, at man kan se det som en løsning på problemerne, men det er så få boliger, det vil få betydning for, at det får karakter af symbolpolitik,« siger Curt Liliegreen. Ifølge eksperten er der ikke nogen hurtig og effektiv løsning på boligmanglen i København, og derfor giver det ikke mening at forsøge sig med »lappeløsninger«. »Det er vigtigt, at det ikke går op i symbolske tiltag, fordi det afsporer debatten og forhindrer, at vi griber fat om roden og får gjort noget ved det helt fundamentale problem. Vi mangler simpelthen boliger i København. Og det kan vi ikke rigtig lave om på, ved at vi udvider bopælspligten,« siger Curt Liliegreen. https://www.berlingske.dk/politik/radikal-langer-ud-efter-rigmands-markante-boligkoeb-paa-strandgade-men